SeniorKlub aktiviteter
Uanset hvilket medlemskab du opretter hos SeniorCentret, kan du altid benytte dig af vores ugentlige netværksaktiviteter, månedlige arrangementer samt husets værksteder, mødesteder og hyggeligt samvær.
Se nogle af de faste tilbud nedenfor.
Billard, bordtennis og brætspil
Vi har bordtennis og billard fast på programmet, men der er også mulighed for brætspil m.v.
Mandag kl. 10.00-12.00: Bordtennis i Klærkesalen
Tirsdag kl. 10:30: Billard i billardstuen
Torsdag kl. 8:00-10:00: Bordtennis i Klærkesalen
Lørdag kl. 10:00-12:00: Bordtennis i Klærkesalen. OBS! De fleste lørdage, men ikke alle. Kun efter aftale med bordtennisfolket. Vi mødes ved indgangen præcis kl. 10.00 og bliver lukket ind sammen.
Søndag kl. 11.00-13.00: Træning og andre aktiviteter på centret. OBS! Kun efter aftale med Andy. Vi mødes ved indgangen præcis kl. 11.00 og bliver lukket ind sammen.
Vi hjælper altid gerne nybegyndere med tips, tricks og opmuntring.
Ingen tilmelding – bare mød op med dit gode humør!
Malerværkstedet - åbent værksted
I vores malerværksted kan du udfolde dig i maleriets kunst og dyrke din hobby sammen med andre.
Vi har et dejligt, åbent malerværksted, som du kan bruge, når du har lyst.
Du skal selv medbringe materialer.
Aktive seniormænd
En gang om måneden har vi et arrangement kun for mænd. Vi mødes om eftermiddagen en mandag eller fredag i centrets spisestue, hvor vi hygger, fortæller livshistorier og hvad vi ellers har lyst til. Måske en pot billard eller et slag kort?
Vi får kaffe og kage, og senere laver vi aftensmad sammen. Alle må komme med forslag til menuen!
Kom og lad os få en dejlig eftermiddag med sjove aktiviteter og samtaler i godt selskab. Prisen for maden er 50,- kr. Datoer slås op på centrets opslagstavle og i månedsplanen i god tid i forvejen.
Tilmelding foregår på medlemskontoret nogle dage i forvejen – men hvis du ikke nåede det, så bare duk op alligevel, for vi vil gerne have dig med.
Slentreture
En eller to fredage om måneden går vi en tur i et tempo, hvor alle kan være med. Vi mødes på SeniorCentret kl. 13:00 og går på opdagelse i vores nærområde. Når vi er vel hjemme på Centret igen, laver vi en kop kaffe og hviler benene.
Ingen tilmelding – bare mød op. Hold øje med datoerne på månedsplanen.
Filmfredage
Kom og slut ugen af med en god film i hyggeligt og godt selskab. Vi hygger os med kaffe og kage, og nogle gange laver vi popcorn.
Vi viser filmene på tv’et i dagligstuen, også kaldet “blå stue”, ca. hver anden fredag kl. 11. Filmtitler og datoer slås op på centrets opslagstavle og i månedsplanen i god tid i forvejen.
Ingen tilmelding – bare mød op.
Walk & talk
Vi går hver mandag kl. 10:00 – 11.30 fra centret en tur på 2-4 km. Nogle gange bliver vi lige i nærheden, andre gange tager vi bus eller metro til et andet sted i byen og starter turen dér. Vi finder tit et sted undervejs, hvor vi drikker en kop kaffe.
Helt gratis fornøjelse, motion, frisk luft og hyggeligt samvær. Alle er velkomne.
Mød op og gå med – ingen tilmelding.
Fællesspisning
Hver onsdag og torsdag får vi en snak med hinanden over et varmt måltid.
Onsdag kl. 12:00 – dejlig dansk mad
Torsdag kl. 12:00 – skøn kinesisk mad
Om onsdagen serverer vi et dansk middagsmåltid, og om torsdagen står den på kinesisk mad.
Li Ping og Kai Chu står i køkkenet. Frokosten serveres i spisestuen kl. 12:00 begge dage.
Prisen er 50,- kr. for et måltid, og tilmelding foregår i kalenderen på hylden uden for køkkenet senest dagen før. Menuen kan læses på opslag ved kalenderen.
Gæster er velkomne.
Kom og spis med – der er altid god mad og godt selskab!
Syvsovercafé
Tirsdag kl. 10:00-12:00
Kom og få en god start på dagen. Vi byder på hyggeligt samvær, frisklavet kaffe og hjemmebagte boller.
Pris: 25,- kr. for kaffe, bolle med pålæg, frugt og juice.
Der er ingen tilmelding – bare mød op!
Gæster, der besøger SeniorCentret for første gang, er meget velkomne til Syvsovercafé, hvor vi også laver rundvisning og fortæller om medlemskab og aktiviteter.
Kreative værksteder
Vi er mange kreative sjæle på SeniorCentret, og du kan altid finde nogen at lave håndarbejde sammen med.
Tirsdag kl. 11:00 – 14:00: Smykkeværksted i vævestuen. Kom og lav en ny perlekrans, et armbånd, et par ørenringe af dine gamle smykker. Vi har værktøj og supplerende materialer og kan hjælpe med at reparere.
Hvis du har mere lyst til fx at strikke, brodere eller væve, er det også helt i orden!
Onsdag kl. 10:00-12:00: Patchwork i krearummet. Sy små eller lidt større ting i patchwork, fx julepynt. Vi hjælper dig gerne i gang.
Nogle torsdage kl. 10:00-13:00: Papirværksted i krearummet. Kom og fold fine æsker, lav smukke kort eller fold papirpynt. Vi hjælper dig på vej. Vi sidder i kreaværkstedet ved siden af blå stue.
Vi ses til krea – bare mød op.