SeniorKlub aktiviteter
Uanset hvilket medlemskab du opretter hos SeniorCentret, kan du altid benytte dig af vores ugentlige netværksaktiviteter, månedlige arrangementer samt husets værksteder, mødesteder og hyggeligt samvær.
Se nogle af de faste tilbud nedenfor.
Billard, bordtennis og brætspil
Vi har bordtennis og billard fast på programmet, men der er også mulighed for brætspil m.v.
Mandag kl. 10.00 – 12.00: Bordtennis i salen
Tirsdag kl. 10:30: Billard i billardstuen
Lørdag kl. 10:00 – 12:00: Bordtennis i salen. OBS! Kræver nøglebrik. (Enkelte lørdage kan salen være optaget af andre aktiviteter)
Lørdag og søndag kl. 11.00 – 13.00: Træning i motionsrummet. OBS! Kræver nøglebrik.
Vi hjælper altid gerne nybegyndere med tips, tricks og opmuntring.
Ingen tilmelding – bare mød op med dit gode humør!
Malerværkstedet - åbent værksted
I vores malerværksted kan du udfolde dig i maleriets kunst og dyrke din hobby alene eller sammen med andre. Vi har et dejligt værksted, som du kan bruge, når du har lyst. Desuden mødes følgende grupper fast hver uge:
Tirsdag kl. 10:00 – 13:00 Akvarelmalerne
Onsdag kl. 13:00 –16:00: Onsdagsmalerne (akryl m.m.): Vi vil gerne være flere!
Torsdag kl. 10:00 – 13:00: Torsdagsmalerne (akryl m.m.) – p.t. fyldt op
Du skal selv medbringe materialer.
Aktive seniormænd
En gang om måneden har vi et arrangement kun for mænd. Vi mødes om eftermiddagen en mandag eller fredag i centrets spisestue, hvor vi hygger, fortæller livshistorier og hvad vi ellers har lyst til. Måske en pot billard eller et slag kort?
Vi får kaffe og kage, og senere laver vi aftensmad sammen. Alle må komme med forslag til menuen!
Kom og lad os få en dejlig eftermiddag med sjove aktiviteter og samtaler i godt selskab. Prisen for deltagelse er 75,- kr. Datoer slås op på centrets opslagstavle og i månedsplanen i god tid i forvejen.
Tilmelding foregår på medlemskontoret nogle dage i forvejen – men hvis du ikke nåede det, så bare duk op alligevel, for vi vil gerne have dig med.
Slentreture
Af og til går vi en tur i et tempo, hvor alle kan være med. Vi mødes som regel på SeniorCentret en fredag kl. 13:00 og går på opdagelse i vores nærområde. Når vi er vel hjemme på Centret igen, laver vi en kop kaffe og hviler benene.
Ingen tilmelding – bare mød op. Hold øje med datoerne på månedsplanen.
Filmfredage
Af og til holder vi filmklub fredag formiddag kl. 11:00. Kom og slut ugen af med en god film i godt selskab. Vi hygger os med kaffe og kage, og nogle gange laver vi popcorn.
Vi viser filmene på tv’et i dagligstuen. Filmtitler og datoer slås op på centrets opslagstavle og i månedsplanen i god tid i forvejen.
Ingen tilmelding – bare mød op.
Walk & talk
Hver mandag kl. 10:00 – 11.30 er der nogle stykker, der mødes på pladsen over for centrets gamle adresse i Griffenfeldsgade 44. Herfra går vi en tur på 2-4 km. Nogle gange bliver vi lige i nærheden, andre gange tager vi bus eller metro til et andet sted i byen og starter turen dér. Vi finder tit et sted undervejs, hvor vi drikker en kop kaffe.
Helt gratis fornøjelse, motion, frisk luft og hyggeligt samvær. Alle er velkomne.
Mød op og gå med – ingen tilmelding.
Fællesspisning
Hver onsdag og torsdag får vi en snak med hinanden over et varmt måltid.
Onsdag kl. 12:15 – dejlig dansk mad
Torsdag kl. 12:00 – skøn kinesisk mad
Om onsdagen serverer vi et dansk middagsmåltid, og om torsdagen står den på kinesisk mad. Li Ping er i køkkenet, assisteret af KaiChu. Frokosten serveres i spisestuen kl. 12:15 onsdag og kl. 12:00 torsdag.
Prisen er 50,- kr. for et måltid, og tilmelding foregår i kalenderen på skænken i spisestuen senest dagen før. Den planlagte onsdagsmenu kan læses i kalenderen eller på opslag, mens den kinesiske menu altid er en overraskelse.
Gæster er velkomne.
Kom og spis med – der er altid god mad og godt selskab!
Syvsovercafé
Tirsdag kl. 10:00 – 12:00
Kom og få en god start på dagen. Vi byder på hyggeligt samvær, frisklavet kaffe og hjemmebagte boller.
Pris: 25,- kr. for kaffe, bolle med pålæg, frugt og juice.
Der er ingen tilmelding – bare mød op!
Gæster, der besøger SeniorCentret for første gang, er meget velkomne til Syvsovercafé, hvor vi også laver rundvisning og fortæller om medlemskab og aktiviteter.
Kreative værksteder
Vi er mange kreative sjæle på SeniorCentret, og du kan altid finde nogen at lave håndarbejde sammen med.
Tirsdag kl. 11:00 – 14:00: Smykkeværksted i det ene krearum. Kom og lav en ny perlekrans, et armbånd, et par ørenringe af dine gamle smykker. Vi har værktøj og supplerende materialer og kan hjælpe med at reparere.
Hvis du har mere lyst til fx at strikke, brodere eller væve, er det også helt i orden!
Onsdag kl. 10:00 – 12:00: Patchwork i det ene krearum. Sy små eller lidt større ting i patchwork, fx julepynt. Vi hjælper dig gerne i gang.
Torsdag kl. 10:00 – 13:00: Papirværksted i krearummet. Kom og fold fine æsker, lav smukke kort eller fold papirpynt. Vi hjælper dig på vej. Vi sidder i det ene kreaværksted.
Vi ses til krea – bare mød op!